San Giovanni er en ægte italiensk perle midt i Aalborg
Restauranten drives af en italiensk familie og byder på autentiske retter fra Syditalien.
En fredag aften tog min kæreste og jeg endelig turen til San Giovanni, som er en restaurant, jeg aldrig havde besøgt, på trods af at jeg er vokset op i byen.
Overordnet set var det en stor fornøjelse, og der var meget lidt at sætte en finger på. Vi blev ganske vist glemt et øjeblik imellem forretten og hovedretten, men det løste sig hurtigt og uden drama vores glas blev fyldt op, og maden kom ikke lang tid efter, at vi høfligt spurgte til den. Da det var usædvanligt varmt den aften, måtte vi jævnligt ud og trække frisk luft, så vi havde fuld forståelse for situationen.
Forretter
Vi startede med vand til at slukke tørsten i varmen, brød med smør og her skal det nævnes, at vi virkelig nød deres olivenolie, som smagte fremragende sammen med brødet, smørret, saltet og den tilhørende balsamico. En simpel, men mindeværdig kombination, der satte barren højt for resten af måltidet.
Dernæst kom to forretter:
Insalata Caprese (kr. 165) – tomatsalat af italienske tomater, DOP bøffelmozzarella, rucola og basilikum. Den var god, men jeg havde forventet lidt mere. Retten bestod primært af store, flotte og gode tomater og en anelse ost — til gengæld var osten virkelig fremragende.
Carpaccio di manzo (kr. 165) – råmarineret oksekød med citron, basilikum og parmesan. Denne var simpelthen mega god. Velafbalanceret, frisk og fuld af smag.
Til forretten valgte vi to glas vin. Jeg valgte en 2022 Chiaranda Chardonnay, Contessa Entellina fra Donnafugata, så god, at jeg måtte hjem og bestille nogle flasker hjem til. Min kæreste fik en Alto Adige Mitterberg Riesling I.G.T. “Kabi” 2025. Begge vine var fantastiske.
Hovedretter
Til pizzaerne, som var aftenens store finale, valgte jeg en Glen Pinot Nero Riserva DOC fra Cantina Kurtatsch 2022. Et fremragende valg. Så god en rødvin, at forsinkelsen af hovedretten ikke gjorde noget — tværtimod. Også en vin jeg måtte bestille hjem til.
Jeg bestilte pizzaen Carne (kr. 195) – tomat, ost, hakket oksekød, løg og hvidløg. Min kæreste valgte Ventricina (kr. 195) — tomat, ost, ventricina salami med tomat/chili, syltede tomater og løg.
Pizzaerne var intet andet end fænomenale. Dejen var utrolig vellykket klassisk italiensk, men med en let europæisk tilpasning. Oksekødet var godt krydret og saltet, og chilien og hvidløget var perfekt friske og milde. Min kæreste var ligeledes begejstret for sin pizza og havde ikke noget at udsætte på den udover at den var lidt for stor til at spise op på stedet, så resten kom med hjem.
Alt i alt en rigtig, rigtig god aften. Vi glæder os til at komme igen. Den samlede regning på kr. 1.280 synes jeg fuldt ud er prissat i overensstemmelse med oplevelsen, både maden og vinen leverede til fulde.